Davs herhjemme :D
Lige lidt nyt, som helt sikkert ikke skal kombineres med et måltid.
Det her har nok været en af de mest spændende uger jeg har været med til mens jeg har været hernede.
Siden jeg sidst skrev er der sket ret meget. Fredag, lørdag og søndag gik stille og roligt. Fredag var der lidt spraying – igen. Og i weekenden malker vi kun. Og så skal køerne flyttes. Her om sommeren er de begyndt at få ’turnip’, som er en roeart og ’chickory’ som ligner mælkebøtter, inden de kommer på en almindelig græsmark. Det er mest for at de stadig får en masse proteiner og sådan, så de kan blive ved med at producere så meget mælk som muligt. Og det går ret godt med det. :) Så dem flytter jeg så, når jeg selv har spist morgenmad, for så har de ca. fået en time derude. Men det er jo meget nemt, når man har to kære (hunde)venner Dot og Pep. Dem kan jeg bare sende af sted, og så får de alle køerne ud, og så kører vi bare på biken efter dem. Nemmere kan det vidst ikke være :D Men det er meget sjovt. Jeg skal jo hele tiden holde øje med hundene, for køerne skal jo ikke løbe ud med 30 km/t som hundene helst vil. Og ja, hundene kan godt løbe så stærkt, og stærkere. Har sommetider kamp med dem, hvor jeg selvfølgelig er på biken :D haha.
Mandag havde vi så en dyrlæge på besøg. Han skulle give stort set alle vores køer en indsprøjtning. En vaccination. Først gjorde han det ved alle dem vi malker i øjeblikket. De var blevet malket om morgenen, og efter de havde fået turnip, skulle de så tilbage til malke”huset” igen, og det var de ikke ret meget for. De ved jo, at det ikke er normalt, så de ved at der skal ske noget andet end at blive malket. Så der var selvfølgelig en masse lort, for det gør køer når de bliver nervøse – de skider. :) Beklager det dejlige sprog, men altså, sådan er det på landet :D
Efter vi havde fået vaccineret de ca. 240 stk., kørte vi op til toppen af vores farm, hvor Steve havde fået en masse af de andre køer ind. 5 forskellige grupper. Der var dem vi har ”sorteret” ud, fordi de skal føde først. De skulle bare ind og vaccineres også. Og så var der forskellige grupper af kalve – afhængig af alder – som skulle tjekkes for horn. Dem der havde horn, skulle have dem fjernet. Men da de alle var større end det jeg før har beskrevet, hvor vi brænder dem, fik de en lokalbedøvende sprøjte, og så kunne de ’klippes’ af, men sammen værktøj som hvis man skal klippe en stor gren af et træ. :) Fordelen ved at gøre det på denne måde er, at det ikke gør helt så ondt i så lang tid, som når hornene bliver brændt ud, som tit tager mellem 2 og 3 min. Men ulempen er så, at de bløder ret meget. Der er jo blod i deres horn, og når de bliver cuttet af, så står der bare en tynd stråle af blod ud. Forstår godt de folk der synes det er lidt ulækkert at kigge på. Men når jeg har været med til at se hvad der foregår, så er det ikke så slemt. Og det ser meget værre ud end det er. De fleste af kalvene der har fået hornene klippet af, er helt dækket af blod i hovedet. Og jeg sprøjtede noget væske på bagefter som skulle hjælpe det med at hele hurtigt, og noget andet der holder fluerne væk, og bare det at gøre det, gjorde at jeg blev sprøjtet til med blod. Ikke vildt lækkert. Men det skal jo til.
Og så var der en tyr, der skulle have været kastereret helt, men når vi putter gummi-ringene på, som jeg har skrevet om før, så kan det jo gå galt en gang imellem, dog meget sjældent. Men når tyren er stor, så kan vi ikke gøre det med en ring mere, så nu var dyrlægen her, så han kunne lave et indgreb. Det er langt fra så sterilt, som hvis det blev gjort på en klinik. Men nu er det altså lidt svært at få slemt så stor en tyr ind nogen steder. Så vi bandt det ene bagben fast, løftet fra jorden, for så kunne den ikke sparke, da den kun stod på tre ben. Så sprøjtede dyrlægen noget lokalbedøvende ind i den kugle der var tilbage. Derefter kunne kan begynde at skære i den, til han kom ind til kuglen, som han så kunne presse ud, og skulle skære nerven over, som holdt den fast til kroppen. Til at stoppe blodet så vidt muligt blev der sat nogle klemmer på (ligesom når navlestrengen skal klippes, når man har født), og han havde dem på lidt, hvor han også fik sprayet noget andet på, der skulle stoppe at det blødte for meget. En tyr kan faktisk dø af blodmangel hvis man ikke gør noget, efter man har fjernet det der skulle fjernes. Så selv om flere af os synes det var meget blod, så sagde Brian (dyrlægen), at det var ingenting. Efter lidt tid, kunne den knap så tilfredse tyr gå igen. Ikke noget med at sy noget eller noget. Det heler af sig selv, og utroligt nok kommer der ikke infektioner eller noget i det.
Tirsdag og onsdag gik stille og roligt, der skete ikke så meget, så det var nu fint nok. Det har været ret varmt, så tirsdag – hvor det kun var Steve og jeg der var hjemme – tog vi frokost med ned til søerne, så vi også kunne få lidt (mere) sol og en dukkert. Det var meget hyggeligt, og dejlig afkølende. Vi fik både set hvem der kunne svømme hurtigst og hvem der kunne stå på hænder pænest. Den første vandt jeg, og den anden blev vi ikke rigtig enige om hvem der vandt. :D Men det var helt sikkert et par rare timer. Noget jeg allerede nu ved, at jeg kommer til at savne. Lige smutte ned til nogle søer – dejlig strand og virkelig blåt vand.
Så kom dagen endelig hvor jeg skulle se hvordan det er, når man tjekker for kalve i køerne. Det hele tog lidt over 3 timer. Men han kan også kun tjekke 5 køer af gangen, for længere rækker hans udstyr ikke. Så han tjekker 5, så skal vi have dem ud, og 5 nye ind. Så det tager selvfølgelig lidt tid, når vi har ca. 240 køer. Men det var ret interessant. Det er lidt som en ultralydsskanning når man er gravid, men her kan det ikke gøres uden på huden. Så han har en lang tynd ”rulle” med et kamera i enden, som han stopper ind i røven af koen. Og kan derved undersøge det. ”Rullen” er koblet til en skærm, som vi alle kan stå og følge med på. Han var rigtig sød til at forklare mig alt hvad det forskellige var, og hvad man skulle lede efter. Der var forskellige ting, der kunne vise om koen var gravid. For nogle gange kunne han ikke se kalven, men på nogle andre ting derinde kunne han se, at koen var gravid. Jeg fik også lov til at prøve, at stikke ”rullen” ind i røven (beklager sproget – men sådan var det), og se om jeg kunne finde en kalv, og det fik faktisk ret godt. Jeg var dog ikke så god til at gætte på hvor gammel den var, men nu er det jo også første gang. Det kan være det kommer på et tidspunkt. Det var i hvert fald sjovt at prøve. Så længe man var forsigtig, for hvis man maser kalven, så dør den. Derfor fik jeg heller ikke lov at stikke armen ind i en ko der var gravid. Han gør det heller ikke selv. Han stikker kun armen ind, når han ikke kan se noget på skærmen, så for at være sikker på, at den er ”tom” (som man kalder det). En af de køer der var tomme fik jeg så lov at stikke armen ind i røven af, så jeg kunne mærke hvordan det var. Det var lidt mærkeligt, men slet ikke så ulækkert som jeg havde forestillet mig faktisk. Jeg havde jo de der lange handsker på der gik op til skulderen. Men jeg kunne mærke tomrummet derinde, hvor der burde have været en kalv, og så kunne jeg mærke dens bækken. Det var en lidt underlig følelse. Men ja, så har jeg jo også prøvet at have min arm inde i røven af en ko! Det var lidt svært at komme ind, for de fleste af køerne blokerer, og stort set alle skider, så det gælder bare om at holde igen. Men jeg bebrejder dem nu ikke. Det må helt sikkert ikke være rart. Så jeg tror, at vi som mennesker – som kvinder - bare skal være glade for den måde man gør det på ved os. :)
Det var en lang dag – men helt sikkert også en af de bedste. Det var virkelig spændende at se, og følge med i, så nu er der ikke andet for, end at vente til juli/august og se om der er blevet ramt rigtigt mht. tidspunktet. Men de har haft ham, der var her, før, og der passede det hele stort set, så det er jo meget godt gået.
Ellers står weekenden (som jeg har fra i dag - torsdag - da jeg har en ekstra fridag pga. en helligdag) på Auckland med Annie. Hvilket der nok skal komme mere om i løbet af næste uge.
Ha’ det godt derhjemme. Og god vinterferie til jer der har det i næste uge :)
Jeg nyder bare solen – og de næsten 30 grader dagligt hernede. Ikke meget regn mere, og det der kommer, kommer i løbet af natten, så det kan jo ikke være meget bedre.
Hyg jer
- Gitte :)
torsdag den 11. februar 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar